Der kan være mange grunde til at en stemme bliver hæs. Er man hæs i længere tid bør man altid gå til en specialist og få stemmen undersøgt og få stillet en diagnose. En specialist er en Øre-, næse-, hals læge der er specialisteret i stemmen. Specialisten kan se ned på stemmebåndene enten ved hjælp af et lille lige teleskop gennem munden, eller ved hjælp af et fiberskop, som er et tyndt kabel med optiske fibre, som stikkes ind i næsen og skubbes videre ned, så det hænger over stemmebåndene.Det er virkelig vigtigt at specialisten er i stand til at undersøge stemmebåndenes svingnings mønster. For at gøre det må hun/hanbruge skroboskopi, high speed digital optagelser eller videokymografi. De fleste vil anvende skroboskopi hvor et blinkende lys bliver brugt til at undersøge stemmebåndenes svingnings mønster. Du skal sikre dig at specialisten bruger en af disse metoder for ellers kan små uregelmæssigheder omkring stemmen overses. Specialisten kan også optage billeder af strubehovedet på computeren eller på video så du også selv kan se billederne hvis du ønsker. Nogle kan giver dig et billed fx elektronisk med hjem, så det kan være en god ide at tage et USB stik med, når du har tid på klinikken.

Hæshed betyder ikke nødvendigvis, at stemmen er slidt, og at man ikke må bruge den. I de fleste tilfælde skyldes hæsheden, at ukontrollerede spændinger har snøret stemmen inde, men at der ikke er sket nogen permanent skade. Sangeren lyder hæs, men stemmen er ikke slidt. Sådanne spændinger kan som regel løses op på et par timer. Når det er gjort, fejler stemmen ikke det mindste og lyder som den plejer.

Hæsheden kan også skyldes:

• For mange eller uhensigtsmæssige spændinger (fx ubalance i muskelarbejdet) kan resulterer i ukontrolleret svægsnøring på grund af:

  • Sang eller tale med forkert teknik
  • Stress
  • Sindsbevægelser

• Inflammation På grund af:

  • Irritation, som fx røg
  • Udtørring af stemmebåndene
  • Infektion
  • Mavesyrereflux (tilbageløb fra maven)
  • Allergi
  • Vise medikamenter

• Ændringer i stemmebåndene på grund af:

  • Begyndende stemmebåndsknuder
  • En cyste
  • En polyp
  • Blødning på stemmebånd

• Nerve skade (meget sjældent)

Når stemmen er slidt

Hvis man har spændt meget og længe omkring sin stemme, kan stemmebåndenes slimhinder blive irriterede og hæve. Dette kaldes et ødem. Slimhinderne svulmer op af væske og kan derfor ikke svinge så hurtigt som før, og derved bliver tonelejet dybere og klangen mørkere. Hævelsen er også skyld i at stemmebåndene ikke kan lukke ordentligt sammen, så der slipper luft ud mellem dem, og lyden bliver hæs, mørk og luftfyldt.

Sang på en hæs stemme

Hvis en sanger vælger at synge på trods af stemmen er hæs (fx pga. en planlagt koncert) må hun/han presse for at få stemmebåndene til at lukke ordentligt sammen. Der hvor hævelsen sidder, bliver presset størst. Det koster mange kræfter at frempresse en klar tone på hævede stemmebånd, men det kan lade sig gøre. Mange sangere gennemfører således koncerten, selvom de høje toner måske svigter.

Men at synge forkert teknik når stemmen er hæs, gør som regel stemmen endnu hæsere. Stemmebåndene kan efter koncerten hæve så meget, at de ikke længere kan vibrere normalt, og stemmen forsvinder nu helt. Her hører man ofte sangere sige: “Er det ikke mærkeligt, jeg var hæs før jeg gik på scenen. Da jeg skulle synge gik det faktisk godt, men bagefter kunne jeg ikke sige en lyd”. Dette fænomen er slet ikke så underligt, når man kender stemmens fysiologi. Sangeren fik frempresset toner på de hævede stemmebånd ved at spænde endnu mere, og stemmebåndene reagerede bagefter ved at svulme endnu mere op.

En ond cirkel

Mange sangere tror ikke, at det er specielt slidende at synge på hævede stemmebånd, fordi stemmen fungerer når stemmebåndene bliver presset sammen med magt og sangerne bliver derfor ved med at synge og spænde. Men hævelsen bliver kun værre, jo mere sangeren fortsætter med at irritere stemmebåndene, især der hvor spændingerne er stærkest. Til sidst vil hævelsen forhindre resten af stemmebåndene i at lukke ordentligt sammen. Dette starter en ond cirkel. Stemmebåndene lukker kun i det område hvor de er hævede, hvilket yderligere øger presset ved hævelsen, hvilket igen fremkalder yderligere hævelse. På et tidspunkt får stemmebåndene en mere eller mindre permanent fortykkelse over for hinanden ved det mest hævede sted. Denne fortykkelse bliver større og større og forhindrer til sidst stemmebåndene i at arbejde (se illustration). Nu svigter stemmen så meget, at sangeren ikke kan fortsætte sin karriere.

Sangeren går til lægen og får stillet diagnosen “stemmeknuder” også kaldet præsteknuder eller sangerknuder. Man taler om stemmeknuder, så snart der er en hævelse på begge stemmebånd over for hinanden.

ViciousCircle_DK

Stemmefri periode, talepædagog eller operation

Hvis man får knuder, er det tegn på, at der er noget galt med ens teknik. Man kan holde en stemmefri periode, dvs. hverken synge, tale eller hviske i 7 -10 dage, hvorved stemmeknuderne ofte forsvinder af sig selv. Dette er som regel den hurtigste måde at komme af med problemet på.

Man kan blive henvist til en talepædagog, der kan hjælpe en med at lave øvelser som enten fjerner dem eller reducerer stemmeknudernes indvirkning på stemmen. Dette er som regel en længerevarende proces. Specialisten kan også foreslå en operation, hvor man skærer knuderne væk. Efter operationen går der ca. 10 dage, før stemmebåndene er helet, og i denne periode må sangeren hverken tale eller synge.

Jeg vil altid i første omgang anbefale sangere at holde en stemmefri periode. Det er hurtigt, billigt og uden bivirkninger.

Uanset metode er det vigtigt at sangeren lærer at synge med en korrekt teknik, så hun/han fremover undgår stemmeskader. Ellers bliver sangeren hæs igen, synger videre på den hæse stemme, bliver endnu mere hæs, hvorved stemmen svigter endnu engang og onde cirkel starter forfra igen. Herved skal hun/han måske holde stemmefri periode, til talepædagog eller opereres igen.

Stemmeknuder

Hæshed er det første tegn på, at en sanger er på afveje. Bliver du ved med at være hæs eller får mistanke om begyndende stemmeknuder, så opsøg en specialist og få stillet en diagnose. Hvis lægens diagnose lyder på stemmeknuder uanset om det er begyndende eller permanente, er der en masse du selv kan gøre og derved muligvis undgå en operation.

Bedre at forbygge, giv stemmen ro

Det er bedre at forebygge skader inden stemmen bliver misbrugt eller hæs. Hvis stemmen er slidt, trænger stemmebåndene til fred! På samme måde som med en vabel, skal stemmen have ro for at en hævelse forsvinder igen. Hvis man bliver ved med at irritere stemmebåndende, bliver de ved med at være hævede. For at få en vabel på foden til at forsvinde skal man give foden fred ved ikke at bruge den sko som forårsagede problemet. Behandl stemmebåndene på samme måde. Lad være med at tale, giv stemmen ro. Tag et par stemmefri dage uden at sige et eneste ord skriv sedler til omverden i stedet for.

Stemmefri periodeLHmustnotspeak_DK

Hvis man har fået konstateret stemmeknuder, vil jeg altid anbefale at man tier totalt stille i en uge eller 10 dage, alt efter hvor udtalte stemmeknuderne er. Med en stemmefri periode mener jeg: IKKE AT SIGE EN ENESTE LYD! Lad endelig være med at hviske, da det
trætter stemmen mere end almindelig tale. Undgå også at rømme dig, lad stemmebåndene få fred og skriv sedler til omverden i stedet for. Denne metode er meget effektiv og har ingen bivirkninger. Mange opdager faktisk, at det er en værdifuld oplevelse ikke at tale i 14 dage. Man kan opleve en helt ny side af sig selv.

Hvis det bliver absolut nødvendigt at tale, så tal igennem, tal klart med meget støtte og uden hindring. Det er ikke nogen god ide at hviske eller at være forsigtig, for ofte spænder man mere på stemmen ved at være forsigtig. Her undlader de fleste som regel at støtte for at tale så stille som muligt. Men det er faktisk svært og meget teknisk krævende at tale stille korrekt, så brug hellere lidt mere lyd og husk at støtte godt.

Afspænd stemmen

Man skal undgå spændinger omkring stemmebåndene også når du ikke taler eller synger. Dette gælder også, når stemmen er rask. Prøv at slappe af, tag dybe indåndinger og forstil dig at svælget åbner sig ved indåndingen. Fasthold åbningen når du ånder ud, og vær generelt opmærksom på ikke at spænde omkring svælget.

Tænk positivtLHlovehappienness

Det er vigtigt ikke at være for nervøs og bekymret for stemmebåndene. Svælget reagerer øjeblikkeligt på vores følelser. Man kender fornemmelsen fra at blive ked af det. Svælget snører ukontrolleret sammen, man får “en klump i halsen”, og stemmen bliver ikke til at styre. Prøv at tænke positivt og send glade, varme tanker til stemmebåndene.

Træn imens stemmen hviler

Det er ikke nødvendigt at sidde stille og vente under en stemmefri periode. Man kan dampe stemmen og det er en god idé at bruge tiden til at arbejde med vejrtrækningsog støtteøvelser, da disse ikke direkte involverer stemmebåndende. Man kan også arbejde med krops bevidsthed og styrketræning, så der er råstyrke til at beskytte stemmebåndene fremover. Pas på ikke at spænde i svælget under fysisk træning. Hvis man har arbejdet målrettet gennem den stemmefri periode, går det hurtigere med at forbedre sin sangteknik, når man igen begynder at synge.

I gang igen

Efter en uge eller to er tiden inde til at få stillet en ny diagnose hos specialisten:

  • Hvis knuderne er væk, kan man begynde at træne stemmen nu med korrekt teknik så man undgår slid fremover.
  • Hvis der stadig er lidt af stemmeknuderne eller hævelsen tilbage, kan man tage endnu en stemmefri uge, indtil hævelserne er helt væk.
  • Kun i få tilfælde, hvis der ikke har været nogen forandring,
    er en operation nødvendig. Men selv da har den stemmefri periode ikke været forgæves, såfremt man har arbejdet med sin teknik undervejs.

Undgå ukontrolleret svælg sammensnøringCorrectTechnique

Når stemmebåndene er fine igen, enten pga. en stemmefri periode, talepædagog eller en operation, skal man lære at bruge stemmen uden de spændinger, der fra starten forårsagede irritation og slid af stemmebåndene. Hvis man kan undgå disse slidende spændinger, kan man synge uden at belaste stemmen.

Svælgspændingerne kan undgås ved at overholde de 3 grundprincipper. Forestil dig at du danner en manege, en stor åbning, en murfæstning omkring stemmebåndene, hvori stemmebåndene har plads nok til at strække sig. Stemmebåndene tager ikke skade af at blive brugt i lang tid, men de kan IKKE tåle at arbejde med spændingernes ekstra belastning.

For meget slim

Hvis en sanger har en overproduktion af slim på sine stemmebånd, skyldes det måske en irritation af stemmebåndenes slimhinder. Når slimhinderne bliver udtørrede eller irriterede, dannes der slim for at beskytte stemmebåndene. Undersøg årsagen til denne irritation måske er det en let infektion, allergi eller spændinger.

Forkert teknik

Det kan være tegn på forkert teknik, hvis en sanger konstant får slim på stemmebåndende. Fx er det meget almindeligt efter en hård koncert, at stemmen beskytter sig ved at danne en masse slim. Hvis man har mistanke om at ens teknik er på afveje, bør man huske de 3 grundprincipper: brug støtte, nødvendigt twang og undgå fremskudt kæbe og læbespændinger.

Infektion

Ved en begyndende infektion bør man undgå at belaste stemmen. Syng og tal så lidt som muligt og brug kræfter til at nedkæmpe infektionen. Alt efter hvor syg man er, kan man gå til en læge og få antibiotika. Undgå så vidt muligt at synge ved feber.

Allergi

Hvis sangen lyder som den skal, og sangeren ikke føler fysisk ubehag ved at synge, ikke føler sig syg eller har ondt i halsen, kan en ekstra slimproduktion måske skyldes allergi. Prøv at finde årsagen til allergien. Måske har du en mistanke? Hvornår startede symptomerne? Hvilke ændringer kan sættes i forbindelse med symptomerne? Prøv at udelukke den faktor, du tror kan være skyld i allergien, og se om det bliver bedre. Find ud af, hvad du ikke kan tåle, og hold dig fra det. Gå eventuelt til en specialist, der kan teste for allergi.

Morgenstemme

Når man vågner om morgenen, lyder ens stemme ofte meget ulden. Man har hevet luft op og ned over stemmebåndendes slimhinder hele natten og måske endda sovet med åben mund. Herved er slimhinderne blevet udtørrede. Når man vågner og vil tale, kan de udtørrede slimhinder ikke lave de hurtige svingninger, som giver en klar lyd, og derfor bliver lyden ru og uregelmæssig også kaldet morgenstemme.

Her skal man lade den naturlige slimproduktion foregå i fred. Meget snart vil slimhinderne være fugtede, og stemmen vil lyde normal igen. Hvis man begynder at rømme sig og dermed kradser slimen væk, vil slimhinderne producere endnu mere slim for at dække den tørre plet. Dette får nogle sangere til at rømme sig igen, hvorefter slimhinderne igen må producere ny slim, som sangeren så igen kan rømme væk osv. Således kan sanger og slimhinde holde hinanden beskæftiget resten af dagen.

At rømme sig

Når man rømmer sig, kradser man slimen af stemmebåndenes slimhinder. Det er ikke skadeligt at rømme sig. Det kan være en livsvigtig funktion, hvis slim er på vej ned i luftrøret, men det kan irritere slimhinderne, hvis man rømmer sig ofte og kraftigt. I stedet for at rømme sig for at få slimen væk, så lad den sidde til den har dækket de udtørrede steder på slimhinden. Brug bare stemmen, og tag dig ikke af at den lyder ulden. Begynd lidt forsigtigt med at nynne eller tale, og snart vil stemmebåndenes hurtige svingninger ryste overskydende slim løs. Man kan også få den overskydende slim til at forsvinde på en sund måde ved at lukke munden og velumporten (eller holde sig for næsen) og samtidig forsøge at suge indad, mens man synker. Derved opstår et undertryk, der kan suge det overskydende slim af stemmebåndene.

Forebyggelse og akut hjælp

Selvom en sangers stemme lyder som om den er slidt eller måske helt er væk, kan det ofte afhjælpes inden for få timer. En stor del af vores arbejde på Complete Vocal Institute består i at yde akut hjælp. Dvs. vi bliver kaldt ud til studier eller koncertturneer, hvor sangere har brug for hjælp med teknisk vanskelige opgaver eller har fået akutte stemmeproblemer. Hvad der skal gøres afhænger af omstændighederne. Men først beder jeg altid sangeren gå til en specialist, der med, fiberskop og helst også stroboskopi kan se på stemmebåndene og stille en diagnose.

  • Mange gange lyder tilbagemeldingen, at lægen faktisk ikke har kunnet se, at der er noget i vejen, selvom alle tydeligt kan høre at sangeren er hæs og ude af stand til at gennemføre koncerten. Her kan bare få timers arbejde med at fjerne spændingerne omkring stemmebåndene bringe stemmen tilbage. Nu koster støtten dog flere kræfter. Hvis sangeren er stærk og kan give disse ekstra kræfter, er der ikke noget til hinder for at koncerten kan gennemføres.
  • Ofte er stemmebåndene røde og irriterede, uden at der er tegn på decideret slid. Også her kan en opløsning af spændingerne give sangeren mulighed for at gennemføre sin koncert og undgå et videre slid.
  • Nogle gange er stemmebåndene hævede og har måske begyndende stemmeknuder. Her er der ikke meget at stille op. Disse stemmebånd trænger til ro! I dag har lægerne mulighed for at give forskellige former for medicin, der får hævelsen til at falde, så en koncert kan gennemføres. Det er dog ikke altid anbefalelsesværdigt, da stemmebåndene trænger til fred, og det kan udsætte eller forværre problemet at synge videre.

Selv rutinerede sangere kan pludselig begynde at snøre ukontrolleret sammen omkring stemmebåndene, og sommetider kan spændingerne være så kraftige, at sangeren næsten ikke kan sige en lyd.

Akut hjælp pr. telefon/skype

I visse tilfælde er der for lidt tid til at nå frem til en sanger før en koncert, så vi må arbejde over telefonen. Det er en fordel at have arbejdet med en sanger før når man skal give akut hjælp pr. telefon/skype.

Årsagen til stemmeproblemer

Udtørrede slimhinder, for meget slim, dårlige monitorforhold (højttalere brugt på scenen for at sangeren kan høre sig selv) osv. kan give en fornemmelse af, at stemmen ikke virker som den plejer, og sangeren kan blive slået ud af kurs med hensyn til sin teknik.

Når stemmen ikke reagerer som den plejer, begynder sangeren som regel at kompensere med spændinger. Spændingerne forhindrer yderligere stemmen i at arbejde som den plejer, hvilket får sangeren til at opøve nye spændinger. Det er vigtigt at være opmærksom på IKKE at komme på afveje og derved starte en ond cirkel, hvor teknik bliver erstattet af spændinger.

Betydning af fysiske kræfter

Ofte starter stemmeproblemer, fordi sangerens kræfter slipper op. Hvis sangeren begynder at blive træt på en anstrengende turne eller under langvarige studieindspilninger, så mangler de fornødne kræfter til at støtte tonerne så svælget ikke snøres ukontrolleret sammen.

Dette mærker mange sangere hen imod slutningen af en koncert. Sangeren har ikke flere kræfter, og stemmen føles træt. Spændingerne udøver nu en belastning på stemmebåndene, og der skal bruges yderligere kræfter for at synge med disse spændinger, hvilket naturligvis trætter endnu mere. Det er oftest de høje toner der svigter først, og lydstyrken bliver svagere.

Hvis sangeren ikke får fjernet disse spændinger ved at få hvilet ordentligt ud og får fornyet sine kræfter, bliver der opøvet flere spændinger. Sangeren begynder at føle sig hæs, og hæsheden bliver værre og værre i løbet af et par dage. Til sidst kan stemmen være spærret så grundigt inde, at det er nødvendigt at tilkalde akut hjælp for at undgå at aflyse den videre turne eller det igangværende studiearbejde.

Søvn

Det er vigtigt at få sin søvn, navnlig hvis man er på en meget krævende turne. Uden nok søvn får stemmebåndene ikke ro til at regenerere og hele de irritationer, de eventuelt har været udsat for i løbet af dagen. Søvnen er også vigtig for at genoplade de fysiske kræfter, der skal bruges til støttearbejdet. Det er individuelt hvor meget søvn den enkelte sanger behøver. Kend dine egne behov, og respekter dem, hvis du vil helskindet igennem en krævende periode.

Mad og drikke

Mange sangere bliver overfaldet med velmenende råd, hvis de bliver hæse: en æggeblomme med tabasco varm mælk med honning, honning smører jo så godt et par dråber blæk i et glas vand endelig ikke chokolade endelig noget varmt altid noget koldt osv. Hvordan skal man dog vide hvilke råd der duer, og hvilke der ikke duer? Det er ikke muligt at afprøve dem alle.

Hvis man kender kroppens anatomi, ved man at stemmebåndene sidder over luftrøret, og alt hvad man spiser eller drikker kommer ned i SPISERØRET og ikke i luftrøret. Mad og drikke vil derfor aldrig komme i kontakt med stemmebåndene, medmindre man hælder det i den gale hals, og DET har jeg trods alt aldrig hørt foreslået. Det er altså ikke logisk, at mad og drikke smører stemmen. På den anden side kan mad eller drikke godt have en virkning på nogle sangere, fx afspændende eller psykologisk. Du er selv den nærmeste til at føle, om det hjælper at spise eller drikke et eller andet. Hvis du synes det hjælper, så fortsæt endelig med det.

DampeLHsteaming

Damp der indåndes, kommer i direkte kontakt med stemmebåndenes slimhinder, så hvis du er hæs, kan du dampe med kamille eller andre urter fx timian. Find ud af hvad der passer dig bedst.

Tag en skål, et stort håndklæde og et minutur. Læg en håndfuld kamilleblomster i skålen og hæld kogende vand over. Indstil minuturet på max. 10 min., tag håndklædet over hovedet og indhaler dampene. Pas på ikke at brænde dig, men lad ikke kamillen stå til den er blevet køligere, fordi der i de første 10 min. frigøres visse æteriske olier, som er gode for slimhinderne. Træk vejret gennem både næse og mund.
Lad være med at tale i mindst 30 minutter efter inhaleringen af dampene, for her er det vigtigt at give slimhinderne fred. Når du begynder at tale, så start lidt blidt. Lad være med at rømme slimen af slimhinderne lad det sidde, selvom stemmen lyder underlig. Når slimhinderne er klar, rystes det overskydende slim let løs.
Man kan dampe så tit man synes man trænger til det, bare husk ikke at tale i 30 minutter bagefter. Lad slimen sidde, til den selv bliver rystet løs, og stop dampningen ca. 4 timer inden stemmen virkelig skal bestille noget fx synge.

Alkohol

Alkohol kan i visse tilfælde vanskeliggøre sang, fordi alkohol får blodkarrene til at udvide sig. Man ser ofte efter en ordentlig druktur, at det hvide i øjnene bliver rødt på grund af udvidede blodkar. Blodkarrene i stemmebåndenes slimhinder udvider sig også, og der kan opstå en lille hævelse på stemmebåndene. Dette mærker nogle sangere ved at det bliver sværere og koster flere kræfter at nå de høje toner.

Det er individuelt, hvor meget alkohol den enkelte sanger kan tåle, før slimhinderne svulmer op. Nogle kan mærke at det bliver sværere at synge efter bare et par øl, mens andre kan drikke uforståelige mængder uden gener. Kend dine egne grænser og respekter kroppens signaler.

Røg

Når røg inhaleres og derved kommer i direkte kontakt med stemmebåndenes slimhinder, kan den genere slimhinderne. Røg har en tendens til at udtørre slimhinderne, og her opstår risikoen for udvikling af spændinger. Helt at undgå røg kan være svært i musikbranchen, og igen er det individuelt, hvordan forskellige slimhinder reagerer på røg. Jeg kender sangere, der ikke kan tåle en enkelt cigaret, og jeg har mødt sangere der inhalerede cigarer dagen lang, uden at det kunne høres på deres stemme. Kend dine egne grænser, og respekter kroppens signaler.

Lad mig med det samme slå fast at jeg ikke anbefaler sangere at ryge, men hvis man allerede er ryger, bør man være opmærksom på, at det ikke ubetinget er en fordel at holde op lige inden en krævende opgave som fx en studieindspilning eller turne. Fordi også MANGLEN på røg kan have en voldsom indvirkning på en rygers stemme. Når stemmens slimhinder konstant bliver påvirket af røg, kompenserer de for den udtørrende effekt ved at producere mere slim. Herved opretholdes balancen hos rygeres slimhinder. Hvis man så stopper med at ryge, vil slimhinderne fortsætte med at producere store mængder slim, men nu uden røgens udtørrende effekt. Resultatet vil være en øget mængde slim, og stemmen kan blive sværere at beherske. Det vil sige, at selvom sangeren ønsker at give sin stemme ekstra gunstige forhold op til en krævende opgave, kan resultatet faktisk blive det modsatte.

Alt andet lige er ikke-rygere dog generelt sundere end rygere ikke kun deres stemmer der er derfor absolut fordele ved at opgive røgen. Stemmens tilvænning til nye forhold kan tage kortere eller længere tid for den enkelte sanger. Som regel fra et par uger op til 3-4 måneder.

Hold fast i teknikken

Det bedste, man som sanger kan gøre uanset hvilke udfordringer man bliver udsat for er at holde sig til den teknik, som man kender og VED virker. Også selvom stemmen ikke lyder som den plejer, så fortsæt med at bruge din teknik. Hvis du fx er ved at blive hæs, og tonerne derfor koster dobbelt så meget støtte som de plejer, så støt dobbelt. Bevar fornemmelsen af at synge uden ukontrolleret svælgsnøring.
Det samme gælder, når monitorforholdene er dårlige. Gør som du plejer og lad være med at prøve at synge kraftigere, fordi du ikke kan høre dig selv.
Væn dig til at synge mere på den fysiske fornemmelse af at synge korrekt, end på øret. Herved bliver du ikke slået ud af kurs pga. udfordingerne.